Dengang Real Madrid slog Barcelona 11 – 1.

Dengang Real Madrid slog Barcelona 11 – 1.

Da Futbol Club Barcelona og Real Madrid Club de Futbol gik på banen den 19. juni 1943, har det næppe været mange spaniere, som havde forudset, hvad de skulle ende med at blive vidner til. Kampen var anden semifinale kamp i datidens udgave af Copa Del Rey, og da opgøret mellem de to hold blev fløjtet af, stod der chokerende 11-1 til Real Madrid på måltavlen. Den skæbnesvangre dag på den spanske grønsvær sendte chokbølger gennem den foldboldgale nation – en dag og en begivenhed som skulle vise sig, at handle om meget mere end blot fodbold. 


Bethard Sport 500 kr bonus uden omsætningskrav.

El Clásico

El Clásico. Et af de største og mest intense fodboldopgør på planeten, der spilles mellem de evige rivaler fra Barcelona og Real Madrid, som begge desperat kæmper for at have håneretten i Spanien. Når El Clásico er på programmet, sættes alt til side, og tiden står stille i Spanien. Tiden har budt på masser af legendariske opgør mellem de to klubber, men ét af de største, i hvert fald ét af de mest betydningsfulde og kontroversielle, skal findes i 1943, hvor Real Madrid overraskende slog Barcelona med hele 11-1 på hjemmebane. En begivenhed som handlede om meget mere end blot fodbold i Spanien - for nogen i hvert fald!

Kampen var returopgøret i semifinalen i Copa del Generalísino, hvilket var datidens svar på Copa Del Rey, og var derfor ikke hvilken som helst fodboldkamp. Barcelona havde vundet første opgør med 3-0, men måtte se sig besejret med hele 11-1 i Madrid, og tabte derfor samlet set 11-4. Et resultat mellem de to klubber som er svært at forklare uden at stille spørgsmål. 8-0 efter 45 min. 11-1 efter 90 min. Noget eller nogen må have påvirket kampen – og det var der så sandelig også!

Ja, kampen den 19. juni 1943 mellem de to store klubber bar nemlig præg af meget mere, end hvad der normalt skiller to hold ad i en fodboldkamp, og for at forstå kampen og det utrolige resultat, skal vi tilbage i tiden og forsøge at forstå, hvad Spanien gik igennem som nation i begyndelsen af 1940’erne.

General Franco og hans undertrykkelse af Baskerlandet og Catalonien

Det er ingen hemmelighed, at sport har været forbundet med politik og samfund fra begyndelsen af dens historie – og det samme har mandens tørst efter magt. De største ledere i verden har altid vidst, hvordan man skal bruge sport som katalysator i den uendelige søgen efter magt, og det var bestemt ikke anderledes for Spanien i den nærmest post-apokalyptiske ødemark i begyndelsen af ​​40'erne.

El Generalísimo havde ført den neo-fascistiske nationalistiske fraktion i den spanske borgerkrig, som havde væltet den demokratisk valgte venstreorienterede spanske regering og besejret deres loyalister - republikanerne. Ind træder General Franco. I slutningen af det politiske cirkus proklamerede general Franco sig selv som hersker i hele Spanien i 1939, og for at forstå hvilken mand Franco var, og hvilke holdninger han havde, kommer her et citat fra daværende leder: "Vores regime er baseret på bajonetter og blod, ikke på hykleriske valg." Når nogen hævder, at bajonetter og blod er det mest rimelige og fornuftige af to valgmuligheder – ved mand, at tingene ikke er helt normale!

General Franco hadede den tidligere republik i Spanien, og dette var mest af alt på grund af republikkens beslutning om at give en semi-autonomi til landets to vigtigste og mest forskelligartede regioner – Baskerlandet og Catalonien. Dette havde i hans, og mange andres, øjne ledet til en fortynding af den spanske nationale identitet, og i hans egen ignorering af sine galiciske rødder, satte han sig for at knuse regionalisme og koncentrere hele landets magt i hovedstaden. Så for at skære det ud i pap: Franco undertrykte sproget og den uafhængige kultur hos baskerne og catalanerne – og dette gjorde han med jernnæve.

Den lokale stolthed i regionerne blev fundet i fodbolden

Franco var så besat af centraliseringen af den spanske kultur, at han gjorde det strafbart at udøve nogen form for regional kulturudøvelse, ja det blev endda gjort strafbart at tale med en regional-dialekt, og derfor endte fodboldholdene med at blive den sidste lokale stolthed regionerne kunne have. Athletic Bilbao og Barcelona, de to store fodboldhold i deres region, blev derfor, som Barcelonas motto til dags dato siger: "Mes que un club" – Mere end en klub. Klubberne blev folkets stemme, og de var de eneste og sikreste veje til åbent oprør mod deres brutale undertrykkelse.

Cataloniens oprør mod Spanien og dets kamp mod løsrivelse er endnu ikke et kapitel i historien, men er derimod hverdag i det nordøstlige Spanien, og i dag er det stadig muligt at se bannere og flag på Barcelonas stadion, som erklærer, at de ikke er en del af Spanien.

Kampen - Barcelona truet til nederlag

I det første semifinale opgør havde den catalanske menighed nydt udstillingen af Madrid holdet, som repræsenterede deres store undertrykkere, og havde højlydt piftet og buet af spillerne i hvidt, hver gang de rørte bolden. Kampen endte som sagt 3-0 til Barcelona, hvilket selvfølgelig på ingen måde faldte i god jord hos folket i Madrid. Stemningen omkring returopgøret i Madrid blev fra start pisket op til et sandt vanvid af blandt andet Ernesto Teus, en berømt journalist, som skrev en skarp artikel til avisen Marca, der fremhævede Madrids mangel på overbevisning og modige overgivelse til deres store regionale rivaler. Artiklen fik det ønskede resultatet, og ramte en rå nerve i den castilianske psyke i Madrid. Helvede var løs.

Så da Barcelona endelig kom til Madrid, blev de behandlet som slaver i en gammel romersk gladiator arena af de over 20.000 Madrid fans, som forlangte catalansk blod på banen. Men aggressive fans har man altid kendt til, og det var såmænd ikke kun skrigene fra de vrede fans, som fik indflydelse på kampen, men derimod en langt mere skræmmende oplevelse for Barcelonas mandskab.

Det hævdes nemlig, at statssikkerhedsdirektøren, som uden tvivl var den mest skræmmende person i et åbent diktatur efter diktatoren selv, besøgte Barcelona omklædningsrummet, og mindede spillerne om republikkens generøsitet ved at lade Catalonien forblive en del af Republikken. Der blev måske ikke direkte sagt nogen truende ord, men som Don Vito Corleone sagde, er den bedste trussel én, som ikke behøves at siges højlydt.

Barcelonas spillere frygtede herefter for deres liv såvel som deres familiers, og stod derfor forstenede og stumme på banen og så til, mens Madrid hamrede bolden forbi Barcelonas målmand, som det meste af tiden var for skræmt af tilskuerne bag sit mål, til at han turde stå i nærheden af sit eget straffesparksfelt.

Og således endte det. 11-1 til Real Madrid og 1-0 til General Franco. Kampen er et de mest berømte El Clásico opgør gennem tiden, og har været grobund for den enorme rivalisering mellem de to store fosboldklubber, der findes i dag, og som kan mærkes ved hvert eneste El Clásico opgør.


Bethard Sport 500 kr bonus uden omsætningskrav.

Casino24.dk