Spilafhængighed

En informationsguide til at forstå, hvordan casinospil kan være skadeligt, og hvor du kan få hjælp

At spille casino online kan være en sjov fritidsaktivitet, men det kan også blive skadeligt, hvis det begynder at påvirke din økonomi, dine relationer eller dit velbefindende. Denne side forklarer, hvad spilafhængighed er, almindelige tegn du skal være opmærksom på, og hvilke muligheder for støtte der findes, hvis du er bekymret for dig selv eller en pårørende.

Hvad er spilafhængighed?

Spilafhængighed er, når du som spiller ikke længere har kontrol over pengespil som online casino eller sportsbetting. Du bruger længere tid og flere penge end planlagt, og det får en negativ effekt i dit liv.

Personer med problematisk spilleadfærd beskriver det ofte som, at de føler sig nødsaget til at fortsætte for at vinde tab tilbage, eller det er en måde at håndtere personlige problemer som stress og følelsesmæssig ustabilitet.  

Spilafhængighed kan påvirke sociale relationer, arbejde og uddannelse, sundhed og økonomi. Ludomani bruges også som betegnelse for spilafhængighed i Danmark.

Hvis du selv har spilleproblemer eller har en relation til en person med spilleproblemer, kan du tale med en kvalificeret rådgiver eller støtteperson hos StopSpillet, som har en gratis hjælpelinje.

Hvordan opleves spilafhængighed?

Det er forskelligt, hvordan folk bliver påvirket af spilafhængighed. Nogle personer mærker det ikke i starten, og pludselig har spil taget over som det primære omdrejningspunkt i livet, der ikke kan kontrolleres. Andre personer bliver grebet af spændingen, der tager overhånd, eller de bruger spil for at komme igennem en svær livssituation.

For personer, der søger spændingen, føles det næsten som at blive suget ind i en boble, og det er ofte hurtige og tempofyldte spil med kontinuerlige indsatser, der får personer til at føle sådan. Spil er også for nogle et sted, hvor man flygter hen for at slippe pres og bekymringer, men i stedet kan det skabe nye problemer, hvis det ikke foregår på en kontrolleret måde.

Alle kan blive ramt af spilafhængighed, og det er derfor vigtigt at kende til tegn, du bør holde øje med. De sunde spillevaner skal være til stede fra start, når du giver dig i kast med online spil.

Typiske tegn på spilafhængighed

Der kan være forskellige tegn og adfærd, der indikerer, at en person er ved at udvikle eller har udviklet spilafhængighed. Typisk er det, at det fylder mere og mere i hverdagen, og der opstår et indre pres eller behov for at spille.

Mange gange betyder det, at man som spilafhængig bruger flere penge og mere tid end planlagt. Det kan være svært for pårørende at opdage, at der er tale om spilafhængighed, da mange prøver at skjule, hvor meget de spiller, samt hvor mange penge de har tabt. 

Derfor kan det føre til konflikter, hvis onlinespil går ud over både økonomi og sociale relationer. Arbejde og studie bliver måske nedprioriteret, og regninger bliver ikke længere betalt.

Ordet rastløshed er også ofte brugt af spilafhængige, om den følelse de bliver ramt af, når de ikke spiller. Her følger en liste over nogle af de typiske tegn for spilafhængighed: 

  • Onlinespil bliver prioriteret over vigtige gøremål
  • At jage tab
  • At bruge mere tid eller flere penge end planlagt
  • At skjule eller lyve om sit spilforbrug
  • Konflikter eller spændinger i relationer
  • Udfordringer på arbejde, i skole eller med økonomien
  • At låne penge af andre for at kunne fortsætte med at spille
  • At føle sig stresset, irritabel eller frustreret, når man ikke spiller

Mærker du nogle af symptomerne ovenfor, kan det være et signal om, at du skal se på din spilleadfærd, og om du har brug for hjælp til at kontrollere dit spilforbrug. Det er vigtigt at påpege, at ovenstående tegn blot er mønstre, som nogle mennesker kan opleve og ikke formelle symptomer eller diagnostiske kriterier.

Selvtjek – kun informativt, ikke diagnose

Er du i tvivl, om du selv har et spilleproblem og måske endda er spilafhængig? Så tag et hurtigt kig på disse spørgsmål. Kan du svare ja til et eller flere af dem, er det en god ide at overveje professionel rådgivning eller støtte. 

  • Har du nogensinde følt behov for at skjule, hvor meget du spiller?
  • Bruger du mere tid eller flere penge på spil, end du havde planlagt?
  • Har du fyldt dit hoved med negative tanker som konsekvens af onlinespil?
  • Har du lånt penge eller optaget lån for at spille?
  • Har du oplevet konflikter som konsekvens af dit spilforbrug?

Ønsker du en mere omfangsrig og dybdegående test, så tag en selvtest hos Center for Ludomani. Disse tests giver kun en generel indsigt og stiller ikke nogen diagnose.

Hvorfor opstår spilafhængighed?

Der er ingen simpel forklaring på, hvorfor nogle udvikler et spilleproblem og andre ikke gør. I nogle tilfælde skyldes det negative livsbegivenheder som sygdom, stress, dødsfald i familien eller økonomiske problemer, og her kan onlinespil så blive et tilflugtssted. Et sted at koble af.

I dag er tilgængelighed også en faktor. Med din telefon ved hånden kan du spille når som helst og hvor som helst, og det kan føre til, at man spiller mere uden egentlig at tænke over det. Det bliver en vane at spille, når man keder sig. Stille og roligt udvikler det sig til noget, der ikke længere kan kontrolleres.

Følelsen ved gevinst er som regel en intens og overlegen følelse, mens ved at tab rammes man i stedet af en urolig og utryg følelse. For at få denne følelse væk, fortsætter man med at spille, og det udvikler sig til en ond cirkel. Hvis spil påvirker din hverdag negativt, så kontakt officielle hjælpeorganisationer.

Konsekvenser af spilleproblemer

Er du kommet derud, hvor du ikke længere kan kontrollere din brug af onlinespil, kan det påvirke din hverdag på flere forskellige måder. Først og fremmest er der det økonomiske aspekt. Måske får du opbygget en gæld, du har ikke råd til at betale regninger og har generelt svært ved at få økonomien til at hænge sammen.

En anden udfordring er i forhold til relationer. Et spilleproblem bliver ofte hemmeligholdt, og det kan skabe konflikter med partner, venner og familie grundet tab af tillid.

En tredje konsekvens omhandler det følelsesmæssige. Bekymringer og frustration hober sig op ved gentagne store tab. Det giver dårlig samvittighed og skaber ekstra stress i hverdagen.

Desuden påvirker spilleproblemer daglige forpligtelser. Aftaler bliver aflyst, og koncentrationen svigter blandt andet i arbejds- og studiemæssige sammenhænge.

Husk alle oplever konsekvenserne forskelligt. Ræk ud til hjælpeorganisationer for støtte, hvis konsekvenserne begynder at føles overvældende.

Hvordan du kan få hjælp

Der er heldigvis flere organisationer, der tilbyder hjælp til spilafhængige i Danmark. Hos disse hjælpeorganisationer nedenfor vil du blive mødt af forståelse af din situation, der vil blive lyttet til dig, og du vil modtage rådgivning om det næste skridt for at komme tilbage på rette spor.

  • StopSpillet er Spillemyndighedens hjælpelinje om spilafhængighed. Her kan alle få råd og vejledning om ansvarligt spil og spilafhængighed. Du kan tale over telefon eller chatte med professionelle rådgivere, og samtalerne er 100% fortrolige.
  • Center for Ludomani er Nordens største center for behandling og forebyggelse af ludomani. Du kan få professionel og gratis behandling til spilleproblemer. Pårørende til spilafhængige kan ligeledes modtage rådgivning.
  • ROFUS er Spillemyndighedens Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere. Du kan frivilligt registrere dig med MitID, hvis du ønsker at udelukke dig midlertidigt eller permanent fra online casinoer i Danmark.

Praktiske værktøjer, du kan bruge i dag

Der findes ligeledes værktøjer, som du kan benytte dig af til håndtering af problematisk spiladfærd. Online casinoer tilbyder selv indbetalingsgrænser og spilpauser som værktøjer til at fremme ansvarlig spiladfærd. 

Hvis du helt vil stoppe adgangen til casino og bettingselskaber online, kan du også hente apps, der kan filtrere disse hjemmesider, så du ikke kan tilgå dem. Alternativt kan du selv lave blokeringer i dine indstillinger på din smartphone og computer.  

Mange banker tilbyder også, at du kan blokere indbetalinger til spilleselskaber. Benyt dig af realitychecks, hvis du er ved at miste kontrollen. 

Her følger nogle tips til ansvarligt spil

  • Sæt altid et budget
  • Fjern gemte betalingsmetoder
  • Del eventuelle bekymringer med en betroet person
  • Planlæg aktiviteter, der ikke involverer spil

Støtte en du er bekymret for

Kender du en person i din omgangskreds, som har et spilleproblem, og ønsker du at støtte personen, er det vigtigt at gribe det an på den korrekte måde. Du skal være støttende og lyttende uden at dømme.

Det er afgørende, at personen er tryg, så du kan have en åben og respektfuld samtale, hvor bekymringer kan deles uden frygt. Du kan opfordre personen på en rolig facon til at søge professionel hjælp, uden at bruge ord som “skal” og “du er nødt til”.

Brug i stedet formuleringer som “du kan overveje” og “det kan være en idé at” eller lignende.
Er der et akut behov for at beskytte en fælles økonomi, må du tage de rette skridt for at beskytte en eventuel opsparing. Husk at hver situation er unik, og der er ikke blot en mulighed for at agere korrekt som støtte.

Tekstforfatter
Sebastian Mikkelsen
Casino-analytiker

Sebastian er uddannet journalist med solid erfaring fra både online casino- og bettingbranchen. Med en dyb indsigt i den danske spillelovgivning og markedets udvikling har han et skarpt blik for, hvad der gør et online casino ansvarligt, fair og attraktivt. Sebastians arbejde omfatter at skrive anmeldelser af casinoer samt vejledninger, som forklarer tekniske begreber udførligt og hjælper spillere med at navigere sikkert og effektivt i det danske casinounivers.

Dine valgte casinoer vil blive fjernet

Er du sikker?